Thomas arbejder for de efterladte

Mange møder ham først, når sorgen indtræffer. Andre når aldrig at hilse. Men nu får du muligheden for at besøge en helt særlig slags gartner.

Thomas og hans tibetanske kirsebærtræ.

Af Alexander Sjöberg

Klokken er syv om morgenen. Hvis solen er stået op, har ingen opdaget det endnu. En klam, kold tåge lægger en dæmper på ens lyst til at gå udenfor. Derfor er det ikke mindre overraskende, at det mest livlige sted i nærheden er Bispebjerg Kirkegård. Her møder vi Thomas Skjødt Johansen.

Han er en høj venligt udseende mand med en tilsvarende facon. Thomas er 50 år, gartner og har arbejdet her i 20 år. Selvom der ikke er faste pladser i frokoststuen, sidder han altid centralt placeret blandt de 21 kolleger.

Kollegaerne Erik Ratschak og lærlingen Henriette rydder ud i de visnende blomsterbede.

Kollegaerne Erik Ratschak og lærlingen Henriette rydder ud i de visnende blomsterbede.

Bispebjerg er den yngste og andenstørste af de fem store københavnske kirkegårde. Ifølge materialegårdens frokostlokale ligger ”flere hundredetusinder” begravet her, og siden 1903 har den fungeret som sidste hvilested for hovedstadens sjæle. Og selvom langt størstedelen af de mennesker, som er her, ligger bomstille, er tiden ikke gået i stå.

Kunderne forsvinder aldrig

”Kunderne” forsvinder aldrig, og kirkegården lokker med overraskende modernitet. Udbud følger efterspørgsel. Thomas gør den derfor ikke kun som gartner. Han er også travlt beskæftiget som gravplads-sælger.

Kirkegårdens børnegrave er samlet under et stort, afskærmende egetræ.

Børnegravene ligger midt i på kirkegården.

De efterladtes ønske er enormt vigtigt siger Thomas, mens han viser rundt på kirkegården. Her er alt fra små anonyme stykker jord til store monumenter. Og så er der børnegravene. De er placeret under et stort gammelt egetræ der breder sig som en paraply over de små grave.

Det personlige præg

En af de seneste tilføjelser er en skov-kirkegård, hvor træer udgør det for gravsten.”Vi lader græsset, ukrudtet og alt det andet vokse op her mellem træerne”, forklarer han mens han viser rundt. ”Det er faktisk blevet ret smukt”, siger den erfarne gartner som ellers var skeptiker i starten. Når man ser de afdelinger han har ansvar for, forstår man det.

Da han i sin tid stoppede med at arbejde i Botanisk Have søgte han hertil, fordi der er stor mulighed for at sætte præg på kirkegården. Buskene der omkranser de små urnegrave er sirligt klippede, og perlegruset strøet perfekt. Intet er overladt til tilfældighederne. Det gælder især Thomas’ mormors grav.

En af kirkegårdens mere alternative gravsten er lavet af en fortovsflise med påklistret skrift.

En af kirkegårdens mere alternative gravsten er lavet af en fortovsflise med påklistret skrift.

Men enkelte grave er anderledes. Man skal nemlig betale, for at gartnerne passer graven. Dem som ikke gør det må selv ordne sagerne, og derfor er der stor forskel på de små stykker jord. For mens nogen kommer her ofte, kommer andre kun til jul, forklarer Thomas.x

Hundredeårs-træet

Det er tydeligt at Thomas har det bedst med velholdte gravpladser, men at de bliver kreative gør ikke noget. ”Måske ham her bare elskede den fortovsflise” tænker Thomas højt, da han fremviser en mildt sagt anderledes udseende gravsten. I det hele taget lader de grønne indslag til at være hans favoritter. Ejer man et gravsted må man plante hvad man vil, og derfor er der mange forskellige træer.

Selvom Thomas er sprællevende, har han faktisk allerede selv et træ, her på kirkegården. Som de øvrige ansatte fik han lov til at plante et, i anledning af kirkegårdens 100-års jubilæum. Det blev til et tibetanskt kirsebærtræ. Det var dets glatte og perfekte bark som tiltrak ham.

Det ubehagelige skal gøres til en god oplevelse

Som sælger og gartner møder Thomas ofte de sorgtyngede efterladte. Men han tager det som en udfordring, siger han, for hans vejledning er vigtig for de efterladte. ”Det er min opgave at gøre det til en god oplevelse”, uddyber han. Generelt er Thomas meget åben for at tale med dem om deres tab, men kun hvis de selv vil.

Gartnernes primære transportmiddel er modificerede golfbiler, som fragter dem rundt på den store kirkegård.

Gartnernes primære transportmiddel er modificerede golfbiler, som fragter dem rundt på den store kirkegård.

At Thomas brænder for at hjælpe de efterladte bliver helt tydeligt, da han forklarer at det er deres ønske som vejer tungest. For de døde er jo døde, og de efterladte de lever endnu. Gravstederne er på en måde mest til for deres skyld.

Og måske er det derfor at han så tydeligt husker en bestemt historie. Nemlig den gang, hvor der ikke var nogen efterladte til at bære kisten. Så blev gartneren og en gruppe kollegaer hyret til at gøre det, mens præsten sang salmer som ingen var mødt op for at lytte til.

Pårørende eller ej er det sikkert, at Thomas Skjødt Johansen og kollegaerne tager god hånd om dit sidste hvilested på Bispebjerg Kirkegård.

Billede øverst i artiklen:Thomas og hans tibetanske kirsebærtræ.