Eks-flygtninge klar med proviant og forståelse

Landet over mødes frivillige opsat på at hjælpe de hundredevis af flygtninge, der strømmer gennem Danmark. Det gælder også i Odense, hvor en gruppe tirsdag aften stod klar på banegården.

20150908_184620

Hava (tv) og Agna (i midten, hvid trøje) kom selv til Danmark som flygtninge.

Af Alexander Sjöberg

På en perron står en broget, beslutsom flok på seks. En har en piercing i næsen, en anden et dybgrønt tørklæde om  hovedet. På jorden foran dem står to store kasser fyldt med frugt, mad og vand.

- Vi venter på, om der kommer nogle flygtninge. Måske om lidt, måske om en time, siger Hava Skirjel på 22.

Gruppen kendte ikke hinanden i forvejen og mødtes tilfældigt på stationen. Kassernes indhold er doneret af Fakta og den lokale basar.

Dagen forinden tilbageholdt politiet en gruppe på 21 flygtninge, der stod af toget her. I dag har der også været flygtninge her, men de tog videre mod Sverige fortæller gruppen.

Baggrund som flygtninge

Hava og veninden Agna Matinjanin på 21 har selv en baggrund som flygtninge.

De kom hertil fra Bosnien i 90’erne. Nu vil de gerne hjælpe, ligesom de selv blev hjulpet dengang.

- Vi kom hertil og blevet taget rigtig godt imod. Den gang var der frit visum. Man fik permanent opholdstilladelse, og så kunne man efterfølgende søge statsborgerskab, fortæller Hava.

Danmark har et ansvar

Det er tydeligt Hava undrer sig over den forskel der er på dengang og i dag.

- Der er en masse flygtninge fra Syrien og Irak, som er blevet mishandlet. Der har været krig og terror. Nu er de på vej til Sverige. Politiet er efter dem, myndighederne er efter dem. Det er lidt ligesom en gammel film, fortæller Hava, der også undrer sig over integrationsministerens behandling af sagen:

- Inger Støjberg (V) virker skizofren. Først siger hun flygtninge er velkomne, og så siger hun der ikke er plads til flere. Vi ved, hvordan det er at komme fra et land plaget af terror. Vi vil gerne vise flygtningene at der også er nogen der tænker på dem, siger Hava.

For Agna handler det også om det ansvar, vi har som krigsførende nation.

Hava er enig og tilføjer:

- Der er mange der lukker øjnene og ikke vil se det de står overfor.

Mens interviewet lakker mod enden begynder tirsdagstrætte togpassagerer at fylde perronen.

Hava, Agna og de andre skynder sig at dele deres proviant ud: ”Tag det med til København”, siger Hava. ”Måske er der nogen på stationen, der har brug for det!”.

Hverken Røde Kors’ presseafdeling eller vagthavende hos Fyns Politi kan bekræfte at flygtninge har været på Odense Banegård siden i mandags.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>