400 mennesker, en drone og et opråb

Mindst 10.000 flygtninge og migranter er i skrivende stund kommet til Danmark. Flygtningekrisen er kommet helt tæt på, og et utal af støtteaktioner er fulgt i kølvandet. Onsdag aften dannede Fælledparken ramme om endnu en.

Af Alexander Sjöberg

Det er en sensommer-kold onsdag aften. Fælledparken er fyldt med motionister ganske som den plejer. Men ikke alle er her for sjov. En lille gruppe, iklædt refleksveste og nervøse smil, står midt i parken.

Kigger man efter anes nogle lange snore foran gruppen, der sammen danner sætningen ”Refugees Welcome”. På programmet er et gruppe-billede taget af en drone. Mere 2015 kan det ikke blive.

Dagens aktion blander årets hedeste emner sammen i en stor pærevælling. Men for arrangører og deltagere handler det hverken om at ”flashe sin næstekærlighed” eller lave et ”se-mig-show”.

Politikerne skal råbes op

– Vi vil gerne sende et budskab til befolkningen, siger Zaki Assi. Og til flygtningene!, tilføjer Qendril Fazliv. De to er i midten af tyverne, og er taget fra Holbæk til København for at deltage.

For dem handler det om at vise man er mange.

– Man får et billede i medierne af at der er mange som ikke vil have flygtninge i Danmark. Det vil vi gerne trodse, forklarer Zaki Assi.

Tingene er dog ved at forandre sig, mener de, og henviser til en meningsmåling, som viser at danskerne i stigende grad vil have flygtninge til Danmark.

– Tidligere var flygtningene kun tal. Men når vi ser de her billeder fra grænsen mellem Makedonien og Serbien, Serbien og Ungarn, er det en øjenåbner for folk, mener Qendril Fazliv.

“Godt at folk tør lægge ansigt til”

Foran højttaleranlægget sat op til dagens aktion står to studerende, Rasmus Bjerring Larsen og Sebastian Kirk.

De er medarrangører af dagens aktion. De er imponerede over folks indsats, men påpeger det i sidste ende er politikerne, der står med ansvaret.

For dem gør det ikke så meget, hvis der er en smule selvpromovering i at tage sådan et billede. Det betyder nemlig folk står ved deres holdninger. Det er godt at folk tør lægge deres navn og ansigt til, mener de to. Mest af alt håber de dog at flygtningene ser billedet.

– Det må være hårdt at sidde på et asylcenter og ikke føle sig velkommen, siger Sebastian Kirk.

3-2-1!

Snart er det tid til det, alle er kommet for. Folkemængden inddeles i bogstaver, og heldigvis er der nok. Arrangørerne ser lettede ud. Omkring 400 er dukket op, og snart kan sætningen anes.

Dronen letter med en hidsig summen, og snart svæver den oppe under regntunge skyer. Der tælles ned.

3-2-1! En skov af hænder med V-tegn ryger i vejret, og billedet er i hus.

– Nu skyder vi lige en video som et modsvar til Inger Støjbergs indlæg, lyder det fra en mand, der griber mikrofonen.

– Jer der ikke vil være med kan bare gå hvis i vil, tilføjer han.

Ingen forlader stedet.

Dronen sørger for filmen kommer i kassen, mens folkemængden råber ”flygtninge er velkomne!” så højt de kan.

Samtidig, et andet sted i verden, er folk på flugt fra de bomber dronerne kaster.

Foto-aktionen var arrangeret af netværkt ”Welcome To Denmark”. Se resultatet af deres fotografering her.